Solcreme er blevet et fast ritual for mange danskere, når solen titter frem. Vi smører os ind, tager på stranden, nyder solen, og tænker: “Så er jeg beskyttet.” Og det er der bestemt noget om. Solcreme er udviklet for at beskytte huden mod solens skadelige UV-stråler og har i mange år været anbefalet som et centralt værktøj i forebyggelsen af hudkræft.
Men i takt med den stigende opmærksomhed på solcreme, er der også vokset en bekymring frem i forskningsmiljøet: Hvad hvis vores følelse af beskyttelse gør os mere risikovillige?
Hvad hvis solcreme får os til at være alt for længe i solen – og dermed udsætte os for netop det, vi prøver at undgå?
Denne artikel dykker jeg ned i netop dét paradoks. For virkeligheden er, at solcreme både beskytter og narrer os – og det kan have alvorlige konsekvenser.
Hvad er hudkræft – og hvad beskytter solcreme egentlig imod?
Hudkræft er den mest almindelige kræftform i Danmark, og vi ser en støt stigning i nye tilfælde hvert år. Hudkræft deles overordnet i tre hovedtyper:
- Basalcellekarcinom (BCC)
– den hyppigste, men mindst farlige form. Den spreder sig sjældent, men kan være lokalt ødelæggende. - Planocellulært karcinom (SCC)
– lidt mere aggressiv og kan sprede sig, især hos ældre eller personer med svækket immunforsvar. - Malignt melanom
– den farligste form for hudkræft. Den udvikler sig ofte fra pigmentceller og kan hurtigt sprede sig til andre dele af kroppen. Den udgør en stor andel af dødsfaldene forbundet med hudkræft.
- Basalcellekarcinom (BCC)
Solens ultraviolette stråling – især UVB og UVA – er hovedårsagen til alle disse kræftformer. UVB-stråler er især kendt for at give forbrændinger og skade DNA direkte, mens UVA trænger dybere ned i huden og medvirker til aldring og indirekte DNA-skader.
Solcreme er designet til at beskytte mod disse stråler. En høj SPF (Sun Protection Factor) angiver, hvor meget længere man kan være i solen uden at blive forbrændt sammenlignet med ubeskyttet hud. En SPF 30 beskytter således mod ca. 97 % af UVB-strålerne – hvis den bruges korrekt.
Solcreme virker – men…
Der findes veldokumenteret forskning, der viser, at solcreme kan mindske risikoen for visse typer hudkræft. Et af de mest citerede studier er det australske Nambour Skin Cancer Prevention Trial, som viste en reduktion i antallet af planocellulære karcinomer og aktiniske keratoser hos deltagere, der brugte SPF 15 dagligt.
Men studiet viste ikke samme entydige effekt mod malignt melanom – den farligste form. Her er billedet langt mere nuanceret. For selv om man ikke bliver forbrændt, betyder det ikke, at man ikke skader sin hud. Og det bringer os til det centrale paradoks.
Kompensationshypotesen – en farlig adfærdsmekanisme
Når man smører sig ind i solcreme, oplever man ofte en følelse af tryghed. Huden bliver ikke rød, man føler sig “sikret,” og man bliver måske længere på stranden eller i haven, end man ellers ville have gjort. Denne adfærd kaldes i forskningslitteraturen for “compensation hypothesis” – eller på dansk: kompensationshypotesen.
Hypotesen bygger på, at vi kompenserer for en oplevet sikkerhed ved at ændre adfærd. I praksis betyder det, at folk med solcreme på udsætter sig selv for langt mere UV-stråling, fordi de ikke mærker den sædvanlige advarselsmekanisme – rødmen eller forbrænding.
Og dette ses i ekstrem grad på badeferier i sydens sol, hvor mange opholder sig i solen hele dagen, ofte i timevis, uden tilstrækkelig beskyttelse. De smører sig ind om morgenen og tror, de er sikret, men solen er stærkest mellem kl. 11 og 15, og den samlede UV-eksponering kan være enorm.
Ironisk nok er det netop på de ferier, hvor folk passer på med solcreme, at vi ser flest alvorlige solskader – ikke fordi de mangler solcreme, men fordi de er for længe i solen, uden forståelse for UV-belastningens kumulative virkning.
En relateret mekanisme kaldes adfærdsmæssig hæmningsløshed (behavioral disinhibition): Når vi føler os beskyttede, slipper vi vores naturlige hæmninger – vi tager flere chancer. Lidt ligesom man måske kører lidt hurtigere, når man har sikkerhedssele på.
Solcreme fjerner forbrændingen – ikke eksponeringen
En vigtig fejlopfattelse hos mange danskere er, at solforbrænding er den eneste indikator på solskade. Det er forkert. Solskader sker også uden synlig rødme, og de akkumuleres over tid. Det vil sige: Du kan få DNA-skader i huden, der på sigt fører til hudkræft, selv hvis du aldrig er blevet forbrændt – blot ved at være for længe i solen, for ofte.
Solcreme reducerer UVB-skader – men mange produkter har ringere beskyttelse mod UVA. UVA-stråler trænger dybere og menes at spille en større rolle i udviklingen af melanom.
Så når vi bruger solcreme, men forlænger vores solbadning, kan det paradoksalt nok føre til større samlet UV-eksponering, og dermed øget risiko for især melanom.
Solcreme bruges ofte forkert
Selv når vi har gode intentioner, viser undersøgelser, at de fleste bruger alt for lidt solcreme. Den anbefalede mængde er omkring en håndfuld til en voksen krop – og det skal gentages hver anden time og efter badning eller sved.
Men mange smører sig ind én gang om morgenen, og så tror de, at de er dækket hele dagen. I praksis betyder det, at solcremens effektivitet falder drastisk – og så er illusionen om beskyttelse endnu farligere.
Hvad bør vi så gøre?
Solcreme er ikke fjenden. Den kan beskytte – men kun som én del af en samlet solstrategi:
- Undgå middagssolen mellem kl. 11 og 15
- Søg skygge, især midt på dagen
- Brug solhat og dækkende tøj
- Brug rigeligt og korrekt solcreme – og gentag det ofte
- Og vigtigst: Tro ikke, at solcreme er et fripas til at være i solen hele dagen
Vi skal ændre vores forståelse. Det handler ikke kun om at undgå at blive rød – men om at begrænse den samlede UV-eksponering, også selvom huden ikke reagerer umiddelbart.
Min konklusion
Solcreme kan redde liv – men den kan også narre os. Hvis vi tror, at vi med en faktor 50 er urørlige, og derfor ligger otte timer i solen, så er vi på vej mod præcis det, vi prøver at undgå: Hudskader, aldring og i værste fald kræft.
Den bedste beskyttelse er viden og realistisk adfærd. Solen er en livgivende kraft – men som alt andet i naturen, skal den mødes med respekt.
Jan Lasota, Klinik Lasota
Kildehenvisninger
Green AC, Williams GM, Logan V, Strutton GM.
Reduced melanoma after regular sunscreen use: randomized trial follow-up.
J Clin Oncol. 2011 Jan 20;29(3):257-63.
Autier P, Boniol M, Dore JF.
Sunscreen use and increased duration of intentional sun exposure: still a burning issue.
Int J Cancer. 2007;121(1):1–5.
Diffey BL.
Sunscreens and melanoma: the future looks bright.
Br J Dermatol. 2005;153(2):378–81.
Buller DB, Cokkinides V, Hall HI, et al.
Prevalence of sunburn, sun protection, and indoor tanning behaviors among Americans: systematic review.
JAMA Dermatol. 2011;147(11):1181–1186.
Lazovich D, Vogel RI, Berwick M, et al.
Indoor tanning and risk of melanoma: a case–control study in a highly exposed population.
Am J Epidemiol. 2010;171(6):762–771.
World Health Organization (WHO).
Ultraviolet Radiation and the INTERSUN Programme.
https://www.who.int/uv
Cancer Council Australia.
Sunscreen myths and facts.
https://www.cancer.org.au/
Dennis LK, Beane Freeman LE, VanBeek MJ.
Sunscreen use and the risk for melanoma: a quantitative review.
Ann Intern Med. 2003;139(12):966–978.
Bastiaens M, et al.
The effect of sun-protective behavior on the development of actinic keratosis: a randomized study.
Arch Dermatol. 2001;137(8):1018–1022.
Osterwalder U, Herzog B.
Sun protection factors: worldwide confusion.
Br J Dermatol. 2009;161 Suppl 3:13-24.